SPÆLSAU RACEBESKRIVELSE OG HISTORIE

Spælsau hører til kategorien af nordisk korthalefår.

Generelt kan udseende på Spælsau være meget variabelt, både med hensyn til farve, behåring og størrelse, idet racen igennem århundreder er udvalgt pga. brugsegenskaber som naturplejere af Norsk kulturlandskab.

Hovedindtrykket af Spælsau skal være elegant, stolt og vågent dyr, der er højtstillet med tynde ben, og som har en forholdsvis rummelig krop med et højt rejst hoved.

Den skal have ubesværede og lette bevægelser. Spælsau har lette læmninger og et stærkt moderinstinkt.

Halen er karakteristiske med sin korte længde og er kun behåret med korte dækhår uden uld.

Ulden består af to forskellige slags uld. Dækhår (dækuld) og bunduld i et passende forhold. Bundulden skal være tæt, meget finfibret, kruset, blød og glansfuld.

Dækhårene skal være grove, længere, let bølgede, glansfulde og stærke. I ulden må der ikke være dødhår af betydning.

Farver: Spælsau findes i mange forskellige sammensætninger af farver.

Den kraftigste farve nuance har lammene. Farverne lysnes ofte med alderen, men kan dog ændres fra år til år. Nogle dyr kan således holde farven. Fx kan farven på dækulden ved nogle rødbrune lam, efter et år ændres til en lys silkeblank kanelfarve, mens andre mere holder på en mørk brun farve.

Bundulden kan udmærket ændre sig fra fx crembrun til en mørker brun nuance over et år.

Spælsau findes i mange forskellige sammensætninger af farver. Spælsau kan have div. aftegn både på hoved ,krop, hale og ben. Spælsau forekommer også brogede.

Hovedet skal være uden uldvækst og markeret af silkebløde hår. Der skal være kort uld på kinderne og isse, samt en karakteristisk let kruset pandelok.

Hovedfacon ønskes fint trekantet og må ikke virke stort, firkantet og groft.

Ørerne skal være korte.

Horn. Begge køn kan have horn. Hornene skal være af god kvalitet og velstillede. I Danmark ses dog flest får uden horn.

Kroppen skal være kort med en lige ryg, god dybde og en rummelig vom. Krydset skal være noget skråt. Ryggen og krydset ønskes med en god bredde, og lår med en god størrelse og længde, hvilket dog ikke må give ringere bevægelse.

Huld karakter skal ses i forhold til malkeegenskaber og antal lam.

Fårene bevæger sig langt efter føden og har et udpræget flokinstinkt. Ved god adgang til føde, giver racen en god tilvækst med fedtfattigt kød.

HISTORIE

Ved analyse af fibre fra vikingetidens sejl og Egtved pigens tøj, er der fundet fibre der svare til Spælsau.

Historie om Gammel Norsk Spælsaus oprindelse er beskrevet i nedstående beskrivelse.

Spælsauen, eller mere korrekt, norsk spælsau kan føres tilbage til 1912. Dette år etablerede den norske stat to avlsstationer på Vestlandet. Baggrunden var, at Norsk spælsau var tæt på at uddø pga. en, gennem 1800-tallet, meget stor import af langhalede racer, især fra England.

Den oprindelige korthalede norske race blev op til 1912 fundet enkelte steder i landet, mest i helt afsondrede dalstrøg, og et enkelt sted syd for Bergen, Austevoll, hvor den korthalede havde gået i umindelige tider, som oftest under navnet villsau. I Setesdalen fandt man nogle enkelte små flokke af ”tamsau”.

Disse to varianter blev samlet på de to avlsstationer, og efter 10–20 år, begyndte man at sælge avlsdyr fra stationerne, og efterhånden spredte norsk spælsau sig i  det meste af Norge. Meget hurtigt (1918) blev der importeret to færøske væddere, samt tre islandske, primært for at få en lidt større spælsau.

Omkring 1980 skete der 2 importer til Danmark af spælsau, dels fra Vestlandet (Vikeså) og dels fra en del gårde i Telemark (Furesdalen) 10 år tidligere havde der igen været en import fra Island til Norge. Flokken fra Vikeså havde ikke islandsk blod fra denne import. Derimod havde nogle af gårdene i Furesdalen deltaget i de såkaldte ”vædderringe” hvor der var islandske væddere. Hvor stor indflydelse islandsk blod har haft  i Danmark er vanskeligt at bedømme. Dyrene fra Fyresdalen var generelt lidt større end fra Vikeså på Vestlandet. Samlet set har indflydelsen fra Island været meget lille i Danmark og uden tvivl mindre end i Norge.

Der har ved besøg  i 2014 fra Foreningen for Gammal Norsk Spælsau været tale om,  at der ved importen tilbage i 80'erne er kommet både Gammalnorsk Spælsau og Fagra Spælsau til Danmark.

I år 2000 skete der en deling, idet det norske genressourseutvalg gik ind og gav midler til redningen af det som var tilbage af den oprindelige norske spælsau. Denne type kaldes i dag for ”Gammalnorsk Spælsau”, (den type vi har flest af i DK) og udgør under 1% af det samlede antal får i Norge, som er ca. 750.000. Den anden del kaldes ”Fagra spælsau”. Den er væsentlig større, mere kødfuld og med betydeligt indslag af islandsk får.

Den norske spælsaus adelsmærke har været dens nøjsomhed, men desværre har kravene til produktion, og specielt dyrskuer været ødelæggende, måske særlig det sidste. Ved dyrskuer vurderes de basale egenskaber meget lavt, medens eksteriør vurderes højt.

Dagens villsau er en helt anden historie. Her har driftsformen været helt anderledes, og bevirket, at de basale egenskaber som moderinstinkt, flokinstinkt, nøjsomhed med foder, uld m.  m. har overlevet 100 år. Villsauen er i dag en solskinshistorie. Der findes ca. 15-20.000 villsauer, og økonomien er særdeles god.

Gammalnorsk spælsau bærer ”teoretisk” 50% af de oprindelige basale gener fra villsau og 50% af den norsk spælsau, og det er blot at håbe, at udviklingen vender, således at de ikke helt går tabt.